“den bedste bark kontrol krave hvordan man stopper en hund fra at gø i en ny person”

260 han sine Arme om Halsen paa den og kastede den til Jorden. Men Taget var saa haardt, at Hingsten kort Tid efter døde. – Min Moder, siger Hans Thomsen, fortalte, at i hendes Barndorn var der i Ulkebøl en Karl, som kaldtes Hans med Armene. Han var lidt troskyldig, men havde’ Plads som Markmand. Navnet»rned e Arern«kom fra, at han havde usædvanlig lange Arme og dertil, at han var usædvanlig stærk. Han var engang kørende med en Mand, som skulde til Mølle. Møllen var en af de gamle Bukmøller, hvor Vingerne naaede næsten helt ned til Jorden, og den kaldtes e Rozmet. Naar Vinden var saaledes, at der skulde køres lige op imod dem, var mange Heste sky for at gaa derind. Engang var det nok kun lidt Vind, saa Møllen ikke gik ret stærkt; men da Hans saa, at Hesten var bange, sprang han af Vognen, løb hen og greb fat i Vingen; men han kunde ikke holde den.»saa vil du ikke tøv?«sagde Hans med e Arem;»da skal do nok kom teet!«og han greb den anden Vinge og Møllen gik istaa.»no kan do kom, for no steer e Møl«raabte Hans til Hesten. Møllersvenden skældte ud; men det brød Hans sig it om. En anden Gang var der en lille Ildebrand, og Hans kom ogsaa til; men da han saa, at hele Huset brændte, gjorde han den Bemærkning:»Brænder de det hele paa een Gang? æ synes, de kunde tage det»efter Roi«(efter Behov)!«- I Oksbøl boede i Hertugen af Augustenborgs Tid en Mand, som kaldtes lange Lars. Samme Lars var en ivrig Krybskytte og dertil en stor Skælm. Om ham fortaltes der mange Historier. Hertugens Jægere, de saakaldte grønne Drenge, var altid paa Spor efter Lars; men han undgik dem i Regelen. Engang havde Lars stillet en Rævesaks i en Gennemgang i Skovhegnet og dækket den med Blade. I Mørkningen kom en af Jægerne, en rigtig Vigtigpeter, gennem Skoven, og da han vilde springe gennem Hullet ud paa Vejen, blev han ganske rigtig hængende i Saksen. Da han ikke selv kunde frigøre sig, raabte han om Hjælp, og Lars, der naturligvis var i Nærheden, løb hen for at se, hvad der var i Vejen. Han

Jeg ville nok forsøge at finde ud af hvornår han normalt ligger sig – og så komme ham i forkøbet ved at komme op i tempo samtidigt med at du forsøger at skabe kontakt til Cujo og roser ham for det. Igen, han skal få mere ud af at følge med dig, end at lægge sig

To decide which Bark Control solution is right for you and your dog, consider your dog’s weight and temperament. You should also determine whether a Perfect Bark system should be used to reduce the risk of incorrect stimulation.

Samtidig med at du forhindrer, at hvalpen får adgang til steder, hvor den kan gøre skade i de første uger, skal du også give hvalpen dens egne bideting. Når den bider i en af dem, skal du rose den i høje toner og lade den fortsætte med gumleriet.

Bark collars. And finally there are bark collars that automatically set off an interrupter when the dog wearing the bark collar barks. Some bark collars emit a noise, some bark collars a blast of air or citronella and some use an electric stimulation between two points on the collar that limit the feeling to that area. They can all work. My experience has been that the electronic one is the most successful and most important only the dog wearing it feels the interrupter. The citronella spray bark collar and the noise bark collar can be triggered if other dogs close by are barking. With any form of bark collar, however, I would recommend you seek expert advice before using one.

13 men der blev vaaget nøje over, hvor meget Storvildt der maatte fældes. Under disse forhold var der en Mængde Mennesker, der drev Krybskytteri; hver Landsby havde en eller flere Krybskytter, og Befolkningen stod dem bi i alle Maader, da de gerne vilde have saa meget Vildt som muligt udryddet, og da de af og til for en billig Penge kunde faa en Hare eller en Vildtkølle. Mellem disse Krybskytter og Hertugens Skytter var der naturligvis altid et spændt forhold, der ofte udartede til flaandgrfbeligheder, og utallige er de fortællinger, baade sørgelige og lystige, som de Gamle fortalte fra denne Tid. Ved Gaarden Verfemine er der endnu et Hus, som kaldes Jægerhuset. Jægeren, som boede der, var en haard Hund mod Krybskytterne, og disse gjorde ham til Gengæld saa megen fortræd, som de kunde. En Nat brød de ind i Huset, slog Jagthunden ihjel, bøjede Jægerens Bøsseløb og overfaldt og pryglede ham, mens han laa i Sengen, og havde ikke hans store og stærke Kone tærsket løs paa de ubudne Gæster med Støvleknægten, var der sagtens sket en større Ulykke. Paa Arnkil boede en Skytte, der en Nat af Krybskytter blev revet af Hesten ved Egen By. De lod Hesten løbe, tog en Gærdestav og stak den ind ad Skyttens ene Ærme, tværs over Ryggen og ud af det andet Ærme. Da han saaledes ikke kunde røre Overkroppen, lagde de ham med Hovedet over et Vandhul og sagde til ham, at hvis han kunde bede fadervor, vilde de løse 11am; hvis ikke, lod de ham ligge. Skytten, der slet ingen Skolekundskaber havde, kunde, som Krybskytterne nok vidste, ikke bede fadervor. De forlod ham da, og han maatte blive liggende i denne Stilling, til han om Morgenen blev hjulpet af nogle Bønderkarle. En Gang ved en Klapjagt red Hertugen forbi en gammel Krybskytte, som stod ved Vejen. Hertugen kendte ham og raabte:»skal du ikke paa Jagt i Dag, Hans Peter?«Krybskytten svarede:»nei, i Dag ikke; men jeg faar nok min Part alligevel«. Hertugen lo og red videre. Under Treaarskrigen traf Hertugen et Par Alsinger, der var taget til Fange af Oprørerne. Han spurgte dem da, hvordan det stod til med hans Vildtbestand paa Als. Den ene

Tanken er god, men ofte ender det med at hunden synes det er gøy når vi sier «au». Den blir altså belønnet for å gjøre det, og vil selvsagt gjøre det mer. Og sier vi «au» for hardt, så vil den bli redd. Og det vil vi ikke!

255 I e Bondegaard var der en Storslup, saadan en ung Karl under en Snes Aar, som laa og passede Byens Klaader (Plage) ude i noget Krat paa Marken. Men Polakkerne fik dem opdaget og tvang Storsluppen til selv at sætte sig op paa Ryggen af en; af Klaaderne for at ride dem alle til Sønderborg færge. Det gik ham nær, og lav han red gennem Stevning By, blev han ved at stakke af (sakke agter ud), saa han var bag Klyngen, da de kom ud til Landevejen. Og inden Polakkerne ser dem til, giver han Hesten Træskoene i Siderne, og i susende firspring kom han med Klaaderne ind til Byen igen. Polakkerne satte efter ham og skød, saa Kuglerne peb om Ørerne paa ham. Lav han red gennem Byen, stod Kvinderne i Porte og Døre og jamrede og skreg, at han var Døden viss. Polakkerne forfulgte ham dog ikke ret vidt, for de maatte jo tilbage for at være ved Sønderborg færge inden Solnedgang. Storsluppert red ud ad Skoven til og skjulte sig der med Klaaderne. Næste Dag gik falk ud i Skoven og fandt ham og Dyrene i god Behold. Han var glad og Bønderne ogsaa. Samme Dag hentede de deres Kostbarheder hos Smeden. I vor By fik Polakkerne ikke stort. – Christen Pedersen fra Brandsbøl var fribytter i den store nordiske Krig ; han blev – som følge af sine Overgreb – fanget den 20de Maj 1718, ført til København og henrettet den 18de April Om ham fortæller Sagnet følgende: I Nørreherred boede en Sørøver ved Navn Christen Peersen. I farvandene omkring Als laa han ofte paa Lur med sit fribytterskib, og der forløb sjælden et Aar, uden at han plyndrede forbisejlende Skibe og Baade. Christen Tagsen i Asserballe ejede en Oaliot, der var et bedre Skib end det, Christen Peersen havde. Derfor ranede Sørøveren Skibet; men Christen Tagsen var harmfuld hver Gang han saa Sørøverne sejle forbi med hans Oaliot. Da Christen Tagsen en Dag stod paa Strandbredden udenfor sit Hus, lagde han Mærke til, at Christen Peersen sejlede nærmere ved Land, end han plejede. Christen Tagsen fulgte inde paa Land Skibet og tabte det ikke af Syne, og til sidst saa han, at Christen Peersen kastede Anker ud for Brandsbøl Strand.

96 – 96- ningen meget mindre, fordi Maden fremsattes og spistes i ganske faa fade. Paa det lange Bord fremsattes i Reglen kun to fade. Og fik man Grød i fadene, sattes der tre Skaale til at dyppe i, paa Række med fadene. Kartofler og stegt flæsk fremsattes paa den Maade, at Kartoflerne sattes paa Bordet i eet Fad, og flæsket skaaret i smaa Terninger stilledes i Panden ved Siden af. Enhver forsynede sig med Kartofler af Fadet, pillede dem, og alle dyppede sammen i Panden. – Et saadant Maaltid gav kun lille Opvaskning. Knive, Gafler og Skeer blev for det meste kun omhyggelig slikkede og tørrede af Brugeren. HAANDV ÆRK OG FISKERI. Til Smeden og Hjulmanden var der ved Udskiftningen foruden deres Kaadnerland, der blev Ejendom, udlagt noget laand (Jord) af Bøndernes, som Haandværkerne dog ingen Købesum gav for. Denne Jord kaldtes Smedeland el. Ii iulmandsland. For denne Jord skulde Haandværkerne gratis gøre en Del Arbejde for Bønderne, medens andet Arbejde skulde udføres for en forud aftalt Betaling. Paa den anden Side skulde Bønderne ogsaa pløje, køre Gødning og iorarbe (behandle) det Land for dem; hver Bonde vidste, hvilken Ager paa Smedens og Hjulmandens Mark han havde at behandle. Desuden skulde Bønderne køre i Skoven efter Brændsel for dem begge og hente Sand ved e ff av til Smeden. Af det Træ, som Bønderne hvert Aar fik udvist af Overførsteren, skulde de levere Smeden en Stempeblok. et tykt Stykke Træ til at sternpe Huller paa. En Dag om Vinteren var Bonden med sin Karl i e Smirre (Smedjen), og begge skulde hjælpe Smeden med det Arbejde, han skulde udføre for vedkommende Bonde. Bonden medbragte selv Jærn og Kul, som vi havde faaet ved Bagningen, og hans Karl skulde trække Blæsebælgen og slaa for (bruge Forhammeren). De tog saa fat paa at hvæsse Harvetænder, lave Hestesko, smede Hesteskosøm og andet lignende. Allerede fra Kl. 5 Morgen drønede Hammerslagene fra Smedjen.

Hanhunde er normalt ikke aggressive over for hunhunde, og voksne hunde er normalt ikke aggressive over hvalpe. Især hanhunde optræder dog ofte aggressivt over for hinanden, men normalt er det hurtigt overstået, hvis man ikke griber ind. Og i de fleste tilfælde har ingen af hundene lidt overlast. Du skal imidlertid være opmærksom på, om din hund:

Inderst i kloen ligger klobenet, som modsvarer vores yderste fingerknogle. Mellem knoglen og selve neglen, ligger læderhuden, som populært kaldes ”nerven”. Det er den lyserøde læderhud man på hunde med lyse negle kan se inde i neglen. Læderhuden indeholder nerver og kar, hvorfor kloen vil bløde hvis man klipper for dybt.

Jeg kan ikke se hvordan det skulle kunne være dyrplageri at lukke hunden ind i et rum for en kort stund hvis det er fordi den gør noget den ikke må. Hunde er forskellige og det er altså ikke alle hunde der reagerer på at man hæver stemmen eller bruger vand forstøver (vores gør i hvertfald ikke!) Og som der også er blevet nævnt gør man jo egentlig det samme når man vænner hunden til at være alene hjemme. Hvorfor skulle det så være forkert i en anden sammenhæng?

Når du ved, at der er nogle, som ved hvad de laver, er sikre på det, de kan, og de har mulighed for at udføre deres job som gode og kompetente ledere/mentor, giver det dig ro og tryghed. Sådan er det også for hunde.

Et eksempel på gøen for en genkendelse af en person kan være en invitation af hunden til at lege. Dette sker sammen med at hunden logre med halen og holder hovedet lavt og bagpartiet rejst. Hunden vil normalt stoppe sin gøen når dens invitation er blevet besvaret og legen begynder. Hvis invitationen forbliver ubesvaret giver hunden som regel op og stopper sin gøen.

Nej hver især bestemmer man da heldigvis selv og jeg valgte et fuldfoder fra til basse og Pivdyret, fordi at der var kød og benmel i. Min svoger grinede og sagde at det ikke kunne smitte til heste…..

197 havde om Natten set, at der blev baaret en Kiste ud af Huset. Tre Uger efter døde Møllerkonen. – I Nærheden af Broballe var nogle store Søer blevet inddæmmede og tørlagte. En Nat i :Efteraaret 1872 saa gamle Daniel, at den store Dæmning ved Mjelsgaard blev gennembrudt af Havet. Han varede da Lodsejerne af de tørlagte Søer om at faa Dæmningen udbedret, da der ellers vilde ske en stor Ulykke. Man lo ad ham; men den 13de November kom den store Stormflod; Havet brød gennem Diget og satte Søerne under Vand. Smed Jørgen Hansen, Asserballe, fortæller, at han har været i Stand til at forudsige mange Begivenheder, Dødsfald, Brand og andre Ulykker. Hans Søster døde i Amerika, og samme Dag hun døde, vidste han det herhjemme. – Hans Søn blev lste November 1917 fanget paa Balkanhalvøen; samme Dag sagde han til sin Hustru:» I Dag er Hans blevet taget til Fange«. Et halvt Aar senere kom der Bud, at han var fanget af Serberne netop den Dag. -»Mine Svigerforældre«, fortæller Jørgen Hansen,»havde et lille Sted paa Pandsbjærg ved Tandslet, mens Svigerfaders fader boede i Asserballe. En tidlig Morgen, som min Svigerfader kom ud af Huset, hørte han Sang i Retning af et Sted, som kaldes Pæleværk. Han lyttede og kunde da tydeligt høre, at det var en Ligsalrne, der blev sunget, og blandt Stemmerne skelnede han klart gamle Per Degns i Asserballe, som overdøvede dem alle. Han gik da ind og fortalte det til sin Kone, og hun forstod straks, at det var Dødsvarsel for den gamle i Asserballe. Svigerfader syntes ikke, at det kunde stemme, da Retningen efter Pæleværk er næsten modsat den efter Asserballe. – Et Par Dage efter kom der Bud, at den gamle var død; men Dagen før Begravelsen blev det en heftig Snestorm, og det viste sig, at det var umuligt at komme den korteste Vej til Asserballe; de maatte køre Vejen om gennem Pæleværk; – ved Begravelsen blev just samme Salme sunget, som min Svigerfader havde hørt hin Morgen.«I Slutningen af 17de Aarhundrede gik en Aften silde en Mand fra Egen Mølle igennem Pumchrsgaards Kobbel nær forbi Galgebakken. Med eet ser han en Vogn komme kørende forbi sig og tage Retning ned ad imod Galgebakken. I Vognen

140 mand, som var en Broder til Brudgommen; anden Kostmand havde dog ikke med Indbydelsen at gøre; han var Opvarter ved Bryllupsgildet. Kostmanden (første Kostmand) havde i Nørreherred fine hvide Bukser paa og en Trøje af mørkeblaat, hjemmegjort Ullen (Vadmel); paa venstre Side paa Brystet havde han et Krustoi (Buket) af lavede Blomster. Han bar høj Hat og havde Sølvsporer paa Støvlerne. Bruden gav ham et Kravetøj, et sort Silkehalsklæde og et rødt Lommeklæde at pynte sig med paa Bydedagen. I Haanden havde han en Ridepisk med et langt, bredt, rødt Silkebaand, eller i Nørreherred en lang Hundepisk, hvormed han slog Knald, naar han kom ind i en Gaard, og naar han red bort. J Sønderherred var han klædt og udstyret paa en noget lignende Maade som i Nørreherred; dog havde han ikke hvide Bukser, og i Stedet for Trøje havde han en blaa Vadmels Kjole, hvor de lange Skøder var sammenheftede ved begge Hjørner for ikke at komme i Vejen ved Sadlen. Kostmanden blev forsynet med en lang Liste over alle dem, der skulde indbydes, og han var altid ridende paa Gaardens fineste Hest. Saa snart Kostmanden med Gjald og Knald kom i Gaarde, hvor han skulde byde, kom en Karl eller en Dreng springende for at holde Hesten. Kostmanden gik ind, tog Hatten i venstre flaand, aabnede Stuedøren og bød temmelig højt:»god Dag, god Dag!«Gaardens folk skyndte sig derind, og staaende ved Døren spurgte han:»er det den hele forsamling, som her er til Stede?«Naar der svaredes ja, bragte han»en høflig Hilsen fra Brudeparret (her nævnedes Navnene), om I ville gøre dem den Ære at spise et Maaltid Mad hos dem i e Kostgaard (Navnet) i Dag otte Dage, og om I ville se Bruden tilgode ved Brudesengen Dagen i forveien.«indbydelsen gjaldt alle Gaardens Beboere, ogsaa Tjenestefolk og Børn. Særskilt skulde Kostmanden ogsaa indbyde Skafferen, Kogekonen, Byens Koner til at gaa i Køkkenet og Musikanterne. Byderernserne kunde være af noget forskelligt Præg. De kunde være ganske jævne og lyde paa godt Alsisk:»Go

75 sat ind til op paa Dagen. Naar der saa blev Tid, kogtes der noget haard Vandgrød af Byggryn; der rørtes Blodet i; nogle hakkede Løg og nogle Kryderier blev rørt i Grøden sammen med Salt. Imidlertid havde Slagteren Iaaet Skindet trukket af de slagtede f aar, og de hængtes saa op paa Kroge ved Hjælp af en Svingel, der var stukket gennem Bagbenene. Indvoldene toges ud paa flade Trug, og saa maatte vi skynde os at faa dem skilt ad, før de blev kolde. Alle de tynde Tarme kunde hales, og det kunde gaa rask, naar man var forsigtig. Tarmene blev saa omhyggeligt rensede og lagt i Vand, hvori man kom en Visk af Suppeurter, Laurbærblade og Salt. Der var en tyk Tarm, der var lukket i den ene Ende; den blev omhyggeligt skrabet med en Kniv, og den blev stoppet med noget af Kødet, mest Hjørner og Trevler, der blev skaaret fra ved de Stykker, der skulde røges. – Al Kødpølsemaden. blev, før man fik Kødhakkemaskine, hakket med en Økse og sakset med en Sakser, en Krumkniv, hvorefter der kom Kryderier, især Peber, Salt og lidt Salpeter, i, og derefter blev det dygtig æltet. Det saa stoppet i de Tarme, der havde staaet i Vand. Naar de blev godt fast stoppet og saltet nogle Dage og derefter røget, var det rare Pølser at have til Brødet om Sommeren. Lungerne af faarene brugtes ikke; men Hjærter, Nyrer, Lever og hvad Kød der sad ved Indvoldene blev kogt, hakket, æltet med Krydderi og Salt, lidt af Greverne og dygtig med Løg, og saa blev det stoppet til en Slags Pølse, der spistes frisk (fersk) og smagte ganske godt paa Brød. – Somme Tider blev Indvoldsmaden skaaret i Smaastykker og sammen med Maverne sat hen i en Potte med fedt og Eddike, og det blev spist til Kartofler. I Maverne skar vi for det meste et Hul paa den ene Side og fik Urenheden ud; saa vendte vi dem og syede dem til; de blev puttede i Kalkvand, hvor de stod en halv Times Tid, saa kunde man skrabe dem godt rene. Og saa kunde de stoppes med Pølsemad. – Hen paa Eftermiddagen kom Slagteren igen og skar de slagtede Dyr i Stykker. Om Af-

Hunde forbinder alle slags følelser til bestemte områder (hvilket driver dem til at reagere), hvor der sker bestemte ting. Hvis du arbejder med en specifik problemadfærd, og den bliver stresset, eller den mister gejsten, flyt til et andet område og træn noget, din hund har nemt ved. Det vil give din hund en oplevelse af succes.

Althaus T., F Lachenmaier (ed.), MC Schlichting (ed.) (1979): “Die Ontogenese von Verhaltensweisen bei Haus und Wildhunden”, Aktuelle Arbeiten zur artgemassen Tierhaltung 1978. Bericht uber die Tagung der Deutschen Veterinarmedizinischen Gesellschaft e.V. Fachgruppe Verhaltensforschung vom 2. 4. November 1978 im Tierhygienischen Institut Freiburg.

294 Du sælger ubarmhjærtelig dit Korn, din’ Kvæg, din’ Vare, saa du deraf snart bliver rig; men Sjælen staar i fare: du tænker ej paa Efterkom [Følgen l, at Gud en Gang vil holde Dom, du skalt til saadant svare. 5. En Karl, som tjener for sit Brød, [det er vel Ridefogeden) om han end noget kunde, da ser vi det nu med stor Nød, er arger allen Stunde, end som han Herre selver er, betænker ej hos sig desvær, at Gud i Himmelen Jønner. 6. Du vakker Dreng og ar ger Skalk! saa ung du est paa Aare, da est du nok baade træsk og falsk at sælge dine Vare; du meen, kanst du kun Penge faa, saa lader du den fattig gaa, ja, vel ad hannem grinner. 7. Naar lykken varder noget god, og Verden vil med hannem holde, da fatter sig et stoller Mod og monne siden volde, at Taaben foragter sin egen Rod, ja, mangen sit eget Kød og Biod; det ser vi blandt os alle. 8. Gud lod for denne dyre Tid med Tegn os nok advare; men ingen er saa skikkelig [indsigtsfuld], det tager an for.fare; slet ingen har vi endnu set, om [uden at] de det alle har forgæt, og ej til Bod er kommen. 9. I Mjang en Dam udi vort Land med levrede Blod er bleven; det saa I alle, baade Kvinde og Mand. – men alt i Glemmen dreven! Ja, ingen har end været saa god, der har endnu for Gud gjort Bod, men frit bleven ved at synde.

Hvis du vælger, at anskaffe en hund fra et internat, kan personalet vejlede dig i at få netop den hund, der passer til dig og din familie. Dyrenes Beskyttelse har internater i hele landet. Du kan finde internaterne på Dyrenes Beskyttelse’s hjemmeside på internettet (www.dyrenes-beskyttelse.dk) På hjemmesiden kan du desuden, for flere internaters vedkommende, se, hvilke hunde de har til videreformidling.

Hund Alt om cocker spanielens historie og hunderacens sind og temperament samt de helt specielle udfordringer, der er ved at have en cocker spaniel: plejen af de lange ører og racens store behov for at blive aktiveret. 

Jeg har desværre set mange hunde rundt omkring i hundegårde og parker, enten blive irettesat for at sige fra, forventes selv at “lære at sige fra”, eller være overladt til dem selv, mens menneskerne står og snakker eller kigger på telefonen. Vær en kammerat for din hund! og for andres hunde, for den sags skyld! Stå op for din hund, hjælp den i situationer den synes er svære, gå derfra hvis andre ikke respekterer din eller deres egen hunds signaler!

Sikkerhed bevidst mennesker bruger en gøende hunde for at informere dem om en potentiel ubuden gæst. Disse økonomiske kraver anti-hund gør er perfekt, når det anvendes i overensstemmelse med ejerne ønsker, og giver mulighed for fred og ro og sikkerhed.

138 en af dem vil snart dø. Derfor søger folk ogsaa i det uendelige for at finde en saadan Ring, der er tabt. Var nu forhandlingerne om Gaardens Overtagelse, Brudens Udstyr o. s. v. tilendebragt, fik man travlt med at tilvejebringe alt det fornødne. Og det var ikke Srnaating, der krævedes. Til et ordentligt Brudeudstyr hørte to grønmalede Egetræs-Kister og et Egetræs-Skrin eller to, et Klædeskab, et Skatol, en Kommode, Spejle, en Spinderok, Haspe og Garnvinde, Mangletøj o. s. v. fremdeles Køkkentøj: Grydeskeer, Bryggekedel, Haandkedel, Vandkedel, Dørslag, Lysekerter (Stager) med Lysesaks og Praasekerte. Kisterne maatte være fuldt af Linned og Skabet fuldt af Klæder. Naar Bruden dertil af sin faders Besætning fik udvist en af de bedste Malkekøer og et Par faar med Lam, saa var det et Udstyr efter Datidens Krav. Hvor der fra Brudens Hjem var en længere Vej til det tilkommende Brudepars Bolig, blev Naboerne»budt til flytning«af Udstyret. Brudens fader kørte foran med Bruden og hendes Moder, og paa de følgende Vogne kom først de grønne Kister og dernæst Skrinet og Klædeskabet; man sørgede saaledes for, at Brudesengen og Brudens Klæder var det første, der flyttedes ind i det nye Hjem lige efter Bruden. Og nu kunde Bryllupsdagen bestemmes. Imidlertid var der holdt Trolovelse og f æstøl (fæsteøl). Trolovelsen, der skete i Præstegaarden, holdtes gerne en fredag. I de nordlige Sogne fulgte Bruden med til Præsten, og man kørte derhen; Brud og Brudgom sad paa det forreste Sæde, og de to Vidner, som oftest begge fædre eller nære Paarørende som Morbrødre eller farbrødre, sad paa det bageste Sæde. I andre Sogne gik det ikke saa højtideligt til; der blev Bruden hjemme, og blot Brudgommen, ledsaget af de 2 Mænd, spadserede over til Præsten. I sidste Tilfælde foregik Handlingen i Præstens Studerekammer, i det første førtes man ind i Præstegaardens Dagligstue og samledes om Bordet, hvor det blev indskrevet i en Protokol, som maatte undersrrives af begge Vidner, at intet var til Hinder for forbindelsen. Derefter sattes der Vin og Kager paa Bordet, og Præsten ønskede til Lykke og holdt en

Alene-hjemme problemer er det hyppigste adfærdsproblem hos gamle hunde. Når en hund bliver gammel, begynder dens syn og dens hørelse at svigte. Hunden bliver derfor mere afhængig af og knyttet til familien. Det betyder, den kan blive mere utryg eller direkte angst, når den lades alene. Derfor kan hunden begynde at give problemer, når den er alene hjemme – selvom den aldrig før har givet problemer

132 gaa forbi. – Alt maa det ske i den dybeste Hemmelighed og Tavshed. I Stedet for Fittesgilde (Vitusgilde) den 15de Juni kunde der ogsaa holdes Midsommersgilde omkring den 23de, 24de Juni; eller der holdtes Mesmesdaans (Midsommerdans), der gik paa Omgang i Gaardene. Senere er Midsommersdansen holdt i Kroen. Ringridning er den Dag i Dag Alsingernes fornemste Idræt. Af Peter Grau fra Pøl i Nørborg Sogn findes fra omkring 1885 følgende Optegnelse om Ringridning: Naar den Tid nærmede sig, at man i en Landsby vilde have et Ridegilde, samledes Byens Karle og Piger en Søgnedags Aften for at holde Mue (Møde) og tale om det. Her blev det aftalt, hvem der skulde staa for det, og hvor det skulde holdes. Naar de var blevet enige herom, gik hele farsamlingen hen til den Gaardrnand, hos hvem man havde besluttet, at det skulde staa, og bad ham om Tilladelse dertil. Som Regel var der heller intet i Vejen fra hans Side, og hermed var Mødet sluttet. De Udvalgte, som skulde staa for Ridegildet, maatte saa hen til en Købmand og købe ind, af hvad der medgik til det: Kaffe, Cikorie, Hvedebrød, Sukker og Brændevin. – De unge Karle fik i de følgende Dage deres hvide Bukser vadsket og en Trælandse paa 3 Alen lavet, hvis de ikke havde en fra tidligere Tid, mens Pigerne maatte lave smaa flag til Karlenes Landser. Søndag Eftermiddag samledes man ved Galgen, hvor Ringen var ophængt. Karlene var til Hest og havde hvide Bukser og lange Støvler med Sporer. Pigerne havde hvide fork læder paa. Der rides gennem Galgen i Galop, og den af Karlene, som først faar Ringen tre Gange.ier Konge. Det er slet ikke saa let at tage den, da Landsen er 3 Alen lang og Hullet i Ringen knap er saa stort som en Tokrone. Undertiden maa der da ogsaa rides mange Gange igennem, inden en har naaet at faa den tre Gange. Er det saa naaet, raaber man Hurra, og Kongen faar et Silketørklæde bundet om sin Kasket. flagene foldes ud fra Lansen, og man rider med Kongen i Spidsen rundt til alle Byens Gaardrnænd. Her faar man en Snaps og en Tvebak med Smør paa, og naar man paa den Maade har været Byen

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 394-1918) Originalt emne Jorder Kommunens Jorder i Almindelighed Skovene Skovene i Almindelighed Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 12. september 1918 2) Byrådsmødet

Bark Control

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *