“csb19 bark kontrol indstillinger hvordan man stopper en hund fra at bjeffe den mutt”

Timingen er meget vigtig, og når hun skal lære, at gø, skal du rose hende i samme sekund hun gør, så hun ved at det er det hun bliver rost for. Det samme gør man, når de skal lære at tie, så roser man i det sekund de stopper med at gø.

”Hunden skal vide, at det er os, der bestemmer. Og heldigvis er det langt lettere at opdrage en hund end et barn,” siger han. ”Man behøver ikke skælde ud. Et lille ord som ”nej” og et fast tag i nakken, når den har gjort noget forkert, vil oftest være tilstrækkeligt. Og hurtigt vil det være nok bare at sige ”nej” fra den anden ende af stuen, hvis hunden f.eks. begynder at trække i barnets tøj eller bliver for voldsom i legen.”

157 Sidste Ret var i meget gammel Tid Risengrød; senere afløstes den af forskellige Kager. Til Slut blev der i e Pissel, hvor familien og de ældre og fornemmere sad, budt Kridtpiber og bedre Tobak (»Blaamand«,»Portoriko«o. lign.). Drenge, hvis fader, Bedstefader eller Onkel havde siddet i e Pissel, tiggede om Aftenen Kridtplberne, der sædvanligvis var knækkede, og hos fadkonen fik de en Skaal stærkt Sæbevand, og saa morede de sig selv og Smaapigerne med at puste Sæbebobler. Naar man havde siddet en 4-5 Timer til Bords og var færdig med Spisningen, fremkom Skafferen med den Opfordring at takke Gud for Mad og synge en Bordsalme. Derefter holdt han en lille Tale til Brudeparret, ønskede Gæsterne, at det maatte have bekommet dem; fandtes der Mangel paa et eller andet var det ikke deres Skyld, som gjorde Gildet, men hans Skyld, hvorfor han bad om Overbærelse og Undskyldning, bad dem om at more sig om Aftenen ved en Dans og anden Morskab, og han vilde da se om Natten at rette sine fejl. Hvorefter han bød:»velbekornrne Allesamrnen!«folk gik nu fra Bordet og spadserede i godt Vejr lidt ud i Byen eller i Marken. Naar Bryllupsrnaaltidet var endt, blev loen ryddet for Borde og Bænke, og i den inderste.ende satte Musikken sig paa et Stillads; og saa stemmede fiol og Klarinet, Bas og fløjte op. Saafige de begyndte, var Gulvet fuldt. Det var ikke altid, Brudefolkene fik den første Dans; men naar de kom, skulde der straks danses en Sekstur, dernæst en Kontra eller Vals og til sidst en liamborger, Det kaldtes Brudedensen, og ved den dansede kun Brudefolkene, Skafferen, Brudgomsførerne, Brudesrnykkerne, forældre og de nærmeste Slægtninge med. før Brudedansen dansedes, havde Bruden faaet en anden Rok (Kjole) paa; i Stedet for den blaa Tvistes havde hun nu en kulørt Kjole, og i Stedet for Smykket bar hun nu en Natkappe eller den Ilue med Korsklæde som Konerne plejede at bære. Det hørte til Skafferens Pligter at træde den første Dans med Bruden; ved næste Opdans overgav han hende til Brudgommen, der saa fortsatte med Dansen. Naar man var blevet

Der er helt sikkert nogen former for gøen, hvor det kan betale sig at anerkende hunden siger til, når blot det ikke handler om kedsomheden. Men der hvor hunden faktisk siger ”hey, der kommer nogen”, kan det være godt at sige noget, for at fortælle hunden at man har hørt den siger til. Det er min oplevelse at det mest handler om inden døre, når nogen banker på eller er meget tæt på døren.

1 Hortensia Der var engang yndigste lille pige. De første mange måneder af hendes liv, levede hun i en blomst. Den skærmede hende og varmede hende. Hun blev født en solrig majdag, hvor anemonerne lige

Halen siges at være hundens humørbarometer: Når halen vifter fra side til side, er hunden glad og forventningsfuld og når hunden trækker halen ind mellem bagbenene, er den bange og ked af det. Begge dele er sandt, men en sandhed med modifikationer. Man kan aldrig helt vurdere en hunds humør, alene ud fra halen. Halen understreger blot de øvrige mimiske, kropslige og verbale signaler.

123 efter disse fyrretyve Miles Rejse kom vi til en Mand. lian gik og saaede over Pyt og Dige; han fik ikke et Straa i et helt Kongerige. Det var en slem Mand; det var en Plumprian, han var dog saa from og god, at han viste os til det lille Land Fyn. Vi kom til Kierternind’, der var godt Øl og iavr’ Kvind: de holdt os længe ind’; de gav os, Børsteflæsk og Vrirnplersmør (Bøøst =Skinke; Vrirnpel d. e. et lille Træ til 16 Pd.), Speciesdaaler, flalvtrediernarkstyk, Tyveskillingsstyk, Tiskillingsstyk og f ernskillingsstyk ; det gav de vos, fordi vi vare saadanne Karle; men saa kom vi til en anden Mand, han gik og saaede af en Kande paa en Ble; han fik hundrede Fold at gaa til med sin Le; han saaede en Nævefuld, han høstede en Klevefuld (Kleve d. e. Kammer); han saaede en Iiandfuld og høsted et Landfuld. Det var en smuk Mand, det var saadan en Mand, som jeg er, og ho (havde) saadant Skek (Skæg), som jeg har; leder I efter ham, saa tag Kvnd paa mig, saa ved I, hvem I lede efter. Nu vil jeg ogsaa saa min Sæd: jydsk Sæd, tydsk Sæd, hollandsk Sæd og lollandsk Sæd, og før min Sæd skal iorzoes (fordærves), da skal før aall’ e Vifer (Viber) og e Krager forgoes, der fløje i e Skorsten.«Spillemanden spillede derpaa en Dans, og Karlene dansede om i Stuen med Husets Piger, eller med dem selv indbyrdes. – Husbonden gav nu den, der havde holdt Talen, der maatte fremsiges paa»fint«dansk (ligesom al højtidelig Tale) med Indsmugling af et Alsinger-Udtryk for Vellydens Skyld, – en Pengegave; og derpaa sang»degnen«og hele Skaren under Spillemandens Ledsagelse: Nu vi allesammen vil vores: Tak jer yde med lystig Sang og frydespil. Gid vi alle leve vel ogl os tilsammen fryde! Giv Sundhed, Itelbred, Ro og fred – vi vores Tak vil yde – ledsag enhver udi sit Sted. Gid vi o. s. v.

142 forglemme at ønske dette Brudepar lierrens Naade, Lykke og Velsignelse. Christus give, at det maa ske i en glædelig Velstand.«Eller Byderemsen kunde være en Blanding af højtidelige Talemaader og jævne Alsiske Udtryk: Doddaw! Goddaw! Er alle gode Venner her til Stede? Æ hær et lijelsen te Dem fra Ungkarl N. N. og hans Trolovede N. N., at eftersom Gud havde plantet Kiærligheds Tanker i deres lijærter, saa agter de nu at begynde deres Ægteskab førstkommende fredag, som falder paa den 20de Maj, viede dertil af lir. Pastor N. N., Sognepræst for N. N. Menighed. Og er det nu deres venlige Bud og Begjæring til Eder, at I vil pryde deres Bord med Eders behagelige Nærværelse, kye med dem i Kirk aa hjem egen aa fo et Maaltid Mad aa forlyst Jer hos dem et Par Timers Tid, aa kom egen den armen Daw aa fo et Kop Kaffe og hvad der eisen fælder paa – for hvilken store Glæde og Æresbevisning de vil søge at gjengjælde Eder ved førstkommende Lejlighed, helst udi gældelige Tilfælde. Saa hufe æ, I komme, som æ hær beiet, farve I, farvel! lier er endnu en Bryllupsrnandstale fra 1850 paa alsisk f olkesprog : E Kaastmands Tool. Godav, Godav. Æ hær et Hjelsind te Jer fro den velagtede Ungkarl Hons Minkos o hans dyrælskede Brui, Allisbet, i Dynne, om I vil haa væt saa gui o gyer dem den Eæ o kom te Kaast edav oot Dav, aa go med dem i Klerk aa hyer den kristele Bruiveiels, aa sen ebagette føl med dem hjem i e Kostgaa aa tei Die! i de Gild, der bestier i aa fo et got Molti Mad aa en Gang aa drik, aa va de ko vear, aa sen ebagette et Svængom aa en Pons aa var e Tragtemang kaan gi. Saa skul æ bei jer om aa kom o e Dav før aa tei Die! i e Bruisengsgild aa lisaadaant o e Dav etter aa tei Diet i e Knavdav. Iligemaade skul æ tilsei jer fro di ung Bruifolk, te di saa gjen vil gyer jer den Eær aa gør Gengæld om saant maat kom for i Jer famili, tillige sku Æ bei jer om aa skik Ovboi, om I sku fo f aafold.

215 I 1909 var der paa Als en Mand, der laa syg, men ikke kunde dø. Hans Nærmeste fik den Tro, at han var forhekset, og der var da ikke andet at gøre end at sende Bud efter den kloge Kone. Hun kom, og rigtig, Manden var forhekset. En Nabokone, der havde bragt ham en Tallerken Kager, maatte have gjort det gennem Kagerne. Men den kloge Kone vidste Paad. Hun tog: tre af Kagerne, lavede et Kors i hver af dem, lagde en ved Mandens Hoved, en ved hans Bryst og en ved hans Fødder. Saa døde Manden virkelig. Men der var Tale om, at Slægtningene vilde anlægge Sag for Hekseri mod den Kone, som bragte ham Kagerne. – Ligesom man ved Overholdelse af bestemte Regler i Dagliglivet mente at kunne sikre sig Held og fri sig for Uheld, og ligesom man ved Tryllegerninger og Trylleord mente at kunne afværge Oversvømmelse, Sygdom, Hekseri o. lign., saaledes havde man paa Als den udbredte Tro, at man i hvert Fald foreløbig, for en Tid lang, kunde sikre sig mod Ildebrand ved at værne om gamle Træer og Stene: Der staar paa Als en Mængde Træer, som der siges om, at de ikke maa fældes; enkelte Steder siges det samme om Tjørnebuske, og om nogle Sten hedder det, at de ikke maa flyttes. Folk mener nemlig, at saa snart et af Træerne fældes, vil denne eller hin Gaard brænde. Det gælder ofte Træer, der staar i temmelig stor Afstand fra vedkommende Gaard. – Og noget lignende fortælles altsaa ogsaa om enkelte Buske og Sten. Paa Gaardspladsen i Gammelgaard stod der en stor Lind. Hans Schmidt i Stevning fortæller, at hans Fader som Smedelærling har været med til at lægge store Jærnbaand om Træet, for at det ikke skulde falde, thi Gaardens Ild var dagsat deri. Lav saa den ny Forpagter, Møller, kom der, sagde han:»aa, va, gammel Øwwertro«. Han tog Træet væk, og saa brændte Kostalden med flere Hundrede Køer. Det var Der staar ved Sydenderi af Elstrup By et gammelt Træ, og naar det fældes eller forgaar, skal Overenden af Byen brænde. I en Have i Dvndved; staar der et Træ, og naar det bliver omhugget, vil Gaarden brænde. – I Kanten af Stien

Husk, at hvalpe oftere skal på toilettet end voksne hunde. Jo yngre hvalpen er, jo oftere skal den ud. Man må væbne sig med tålmodighed, og være klar over, at man ikke kan undgå ”uheld” i starten. Først når hvalpen er omkring otte måneder, kan den begynde at holde sig som en voksen hund.

For at undgå ejendomsrelaterede bid, bør man sætte ind tidligt med korrekt opdragelse. Det bedste eksempel sandsynligvis aggression i relation til foder, som kan undgås ved, at man lærer hunden at vente på, at foderet sættes på gulvet. Hunden skal samtidig lære at sidde eller ligge ned, mens den venter. I forbindelse med at man nærmer sig foderskålen, kan man give hunden en godbid, så den lærer, at der ikke er noget galt i, at mennesker nærmer sig dens foderskål, mens den æder. Hvis man har børn i huset, bør de også lære ikke forstyrre hunden, mens den æder eller nyder godbidder, tyggeben o.lign.

Det er således naturligt for alle dyr (og mennesker) i nogle situationer at vise aggressiv adfærd. Der er dog omkostninger ved at optræde at optræde aggressivt. For eksempel vil særligt aggressive individer bruge meget energi og megen tid på at kæmpe med andre om ressourcer. Desuden vil der være stor risiko for, at de bliver skadet, så chancen for at klare sig bliver mindre. Derfor er det ikke altid de mest aggressive individer, som har bedst chance for at overleve – men derimod de, der er er i stand til at vurdere, hvornår det kan betale sig at kæmpe, og hvor når det ikke kan. Selvom aggression er naturlig adfærd, også for hunde, må familiehunde ikke optræde aggressivt – hverken over for medlemmer af familien eller fremmede mennesker. Aggressiv adfærd over for mennesker både kan og skal forebygges.

Hunde forbinder alle slags følelser til bestemte områder (hvilket driver dem til at reagere), hvor der sker bestemte ting. Hvis du arbejder med en specifik problemadfærd, og den bliver stresset, eller den mister gejsten, flyt til et andet område og træn noget, din hund har nemt ved. Det vil give din hund en oplevelse af succes.

Når en voksen hund spiser, skal man lade den være i fred. Hvis den knurrer når den spiser, eller kigger op samtidig med at den sluger maden, er det tegn på at den nervøs for at man tager maden fra den; altså manglende tillid til ejeren.

78 Hundredevis. Størstedelen af Vægerne lavedes af Garn, vi selv havde spundet og tvundet sammen. Paa hver Brikke blev de tolv Væger fastgjort. En lille Tønde, vel 6 Kvarter høj, blev fyldt nederst med kogende Vand og øverst med smeltet Talg – Talgen i en Tykkelse af omtrent 1 Kvarter. Deri dyppedes Vægerne. Naar de kun dyppedes 2-3 Gang, kaldte vi dem Praaser: de brugtes til at lyse rundt med under Arbejdet eller ved Skorstenen. De tykkere Lys, der var dyppet mange Gange, stilledes paa Bordet, naar vi spandt, og der Iaa en Lysesaks i Stagen, for at man kunde knibe Tanden af. Ogsaa i Lygterne brugtes Lys; saa blev et Lys gerne skaa ret over i tre Dele. Den første Petroleumslampe, jeg kan huske, havde en Sypige med, der gik rundt hos folk og syede Klær : det var en lille Køkkenlampe. Det var henved 1867, far købte os den første Lampe;.det var en lille en med Zinkfod, med flad Væge og med Kuppel. Vi havde den i mange Aar. Det var gerne henimod Jul, at Svinene blev slagtet. Naar Svinene skulde slagtes, blev den store Kedel Dagen forud fyldt med Vand, og der blev lagt Brændsel under Kedlen, saa vi kunde tænde straks om Morgenen. Hvis Vandet ikke kogte, naar Slagteren kom, var jeg ikke vel til Mode. Han kom i den tidlige Morgenstund og fik sin Davre med folkene, i Reglen med et Par Dramme til og senere en stor Kaffepuns, Der blev tilvejebragt et Lad til at lægge Slagtedyrene paa, og naar Slagteren saa stak Grisene, skulde vi naturligvis have Blodet, og der skulde passes godt paa, at det ikke løb sammen. Naar de saa skulde skoldes, lød der atter drøje Kornandoord fra Slagteren. Var Blodet kommet godt af Grisene, og var de skrabet fint rene og glatte, vankede der mange spøgefulde Ord fra Mesteren; men var det ikke rigtigt lykkedes, var det ikke godt at komme ham nær. – Svinekroppene blev indbaarne i Vaskerummet og ophængt under Loftet i en Svingle. Indvoldene blev taget ud, og vi fik travlt med at

53 lave fjedervogne; der var en stor Del tostolede; saa kom der f aetoner og den sjællandske fjederkassevogn, og siden den Tid er der anskaffet Gigger, Jumber, og enkelte har ogsaa haft lukket Vogn, dog mest paa de større Gaarde. Vore Seletøjer i Sønderherred var med Brystblad, Bringetøi, og bestod af e Sellpude med Buggjord, Brystblad og Halsrem. Der brugtes Halskobbel; det var en stærk Læderrem med et Stykke Kæde, og i Enden var der en stor Ring, En Kjørevogn fra Kejnæs (Sønderborg Slot). der kunde gaa over Enden af Vognstjærten; senere fik vi Brystkobbel, som var bedre. Man havde i Ålrnindelig’ied Kieretei (Stadstøj) til Hestene, uoeustet og Ptovtei. Stadstøjet brugtes ved Bryllup og Ligfærd, men ellers ikke. Plovtøjet var en Del lettere og med lange Iiammelreb. Det daglige Seletøj og Plovtøjet lavede Bønderne tit selv, og det var i Nørherred Stavtei. Og saa Iiammelrebene til Stavtøjet lavede Bønderne. Naar de om Efteraaret skar Humlen af, skar de Rankerne over i saa lange Stykker, at de kunde sno dem sammen til Iiammelreb. Der fandtes ogsaa de fleste Steder Ridesaddel, da der blev redet meget.

Honestly it’s only been 24 hours and my house is quieter than its been since I brought teddy home that beautiful August day. Thankyou for saving my sanity and my relationship with my dog. I am eternally grateful.

Bark Control

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *